Trænger til pusterum. Vil gemme mig væk fra verden. Ikke i ret lang tid, men bare lige en time. En time, hvor jeg kan puste ud, få vejret igen, og lade op. En time, hvor jeg kan tømme hovedet for alle tanker om ting jeg skal, ting der kan gå galt, ting der ikke går som jeg vil have det skal.
En time, hvor jeg kun er mig selv. En time, hvor jeg ligger på ryggen med øjnene lukkede og verden går i stå. Verden skal gå i stå. For jeg har simtelthen ikke tid til at trække mig tilbage.
Der er så meget, der skal gøres for tiden. Kan mærke, jeg er stresset. Sover ikke så godt, og jeg husker ikke ret godt. Lige nu er det sidste det værste. Skal skrive hver en lille ting ned med det samme, ellers går det i glemmebogen - men ikke helt i glemmeboge. Tror det bliver lagret et sted og omformer sig til en nagende dårlig fornemmelse.
Med tiden ved jeg godt, at den manglende søvn vil blive min værste fjende. Den går ud over mit humør - min sindstilstand. Så kan jeg ikke fungre ordentlig. Men jeg er ikke på det punkt endnu, og jeg håber, jeg kan geare ned inden jeg kommer helt dertil.
Men hvor ville jeg ønske, verden vil gå i stå i en time. Jeg har det som om jeg forsøger at løbe et marathon. Men jeg halter konstant bagefter - kan være tæt på at nå de andre, men falder igen bagud. Og alt dette forgår med et desperat forsøg på hele tiden at få luft til lungerne. Men det er svært, når man løber et marathon (især med min kondi)