Min kæreste ringede i går...det er første gang jeg har hørt hans stemme siden den 29 marts og jeg har ikke set ham i 45 dage...
Kan man kalde det et forhold?
Lige nu er jeg godt nok i tvivl. Jeg mangler ham jo ikke. Alle små og store problemer klarer jeg endten selv, eller med familiens hjælp. Alt det der er foregået her den sidste måned, har han overhovedet ikke været involveret i. Så nu er det lige jeg bliver forvirret, burde ens kæreste ikke være den man fortæller alt og som støtter op?
At han arbejder i udlandet er en beslutning han selv har taget, uden at spørge mig og det opfylder udelukkende hans egoistiske behov.
Men hvad med mine behov. Til trods for at jeg er meget selvstændig, så har jeg også brug for omsorg og kærlighed. Kærlighed får jeg af den lille og mit sidste knus fik jeg af en dement beboer på plejehjemmet...
Så mine behov er jo opfyldt, uden at han gør noget.
Vi har været sammen i næsten 3 år og han har virkelig været min store kærlighed, men nu rykker jeg mig bare længere og længere væk fra ham...
Jeg er så træt af langdistance forhold og afsavn, af at skulle forsvare ham og mig og forklare hvorfor vi ikke ses oftere end vi gør, For en gangs skyld savner jeg et normalt forhold.
Ih altså sikke noget rod, hvorfor kan jeg ikke bare finde en stabil kæreste med bopæl her i nærheden og så falde til ro med familieidyl og fælles børn?
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Jeg vil være normal er publiceret
14/04-2005 11:51 af
salinas.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.