Det lyder så simpelt, når hun siger det. At det hele bare er der for at dække over det, som jeg egentlig vil.

Bare et lille skræmt barn med øjne så store som tekopper. Lægger mig mod gulvet og ønsker at se mig vej gennem det hele. Tager min dyne over mig og gemmer mig i barndom.

Prøver at tænke over, hvad jeg egentlig vil.

Måske er spørgsmålet mere, hvad jeg ikke vil. Eller er bange for. Måske er det igen angsten, som er spørgsmålet eller svaret på tiltale. Måske dækker det hele over angsten.

Det er jo et eller andet med at komplicere sit liv så meget, at man med sikkerhed ved, at intet bliver til mere, end det i forvejen er. At forelske sig i en fyr med kæreste, fordi det kun kan bidrage til følelsen, men ikke kræver af mig. Han går jo hjem til hende og lader mig leve videre i min egen lille verden. Under min dyne på stuegulvet.

Måske tror jeg, at jeg bedst selv kan klare mine problemer. Eller måske jeg er bange for at belemre andre med dem.

Føler, at jeg flyder lige under hans hud som en skiftevis ubehagelig og opstemmende følelse. Og lever på den følelse. At være en dråbe blod i dine årer, som du ikke kan adskille fra dig selv. Det er det, jeg vil.

Og alt det andet. Det er bare angstdæmpende.