I min drøm havde han intet ansigt. Vi lå på hver vores seng i et rum med andre mennesker. Men vi havde fronten mod hinanden. Vore pander rørtes – og også fødderne. Som om, at vi kunne danne cirkel om og passe på noget skrøbeligt, der var imellem os.

Jeg ville vende mig, så vi kunne smelte sammen til en halvmåne. Som det månebarn, jeg er. Jeg ville smelte sammen med ham. Men der var blikke alle vegne. Og vi var begge bevidste om den fysisk afstand, mens vi begyndte at ånde i takt og tænke de samme tanker.

Dagene går, det hele kommer mere på afstand. Jeg ser ikke så meget efter ham mere, men det er mest, fordi jeg ikke regner med at se ham. Jeg sad der hele dagen og legede med tanken om, at han så forbi. Men det var jo ikke hverken tirsdag eller onsdag, hvor han ved, at han kan se forbi.
Det er som om, at det er blevet nemmere at holde ham væk i dagen. Men når natten sænker sig, og jeg ikke mere kan styre noget, så dukker han op. Uden løfter, men med nærhed.

Jeg har sagt ja til at gå i biografen med en anden. Op på hesten igen, siger veninderne. For han er jo ikke det værd. Når han sådan går rundt og er kæresten utro. Jeg vil stadig ikke lytte til dem, selvom jeg drømmer om afstand og stilhed og uden ansigt. Jeg tror stadig, at han ser forbi. Jeg bliver nødt til at tro på, at han ser forbi. Jeg bliver nødt til at bevare håbet – for at bevare troen. For hvad er jeg uden troen. Så kan månen blive hel uden min deltagelse.