Hvorfor mig? Det er selvfølgelig ikke direkte mig det går ud over, derfor er det mig man skal have ondt af. Men derfor er det nu alligevel træls; netop, som alt med den deprimerede veninde falder helt på plads, og jeg er blevet glad igen, er der en anden veninde, der bliver deprimeret - med den gode grund at hendes forældre skal skilles efter 15 års ægteskab!
Det kom som en total bombe. Veninden viftede mig med udenfor før klokken ringede, og vi talte stadig, da læreren kom. Vi fik lov til at blive derude til vi var færdige. Hun faldt helt fra hinanden! Hendes forældre er begge somom de lever i deres egen verden - langsommere, roligere og mere fattet end andre. De havde en fælles ro, der var unik - virkede det som. Der var 24 år imellem dem, men de passede sammen mht. interesser og alt det der... I søndags havde venindens mor så smidt bomben: hun havde været sammen med en anden mand i 5 måneder, og ville flytte ind hos ham! Faren var blevet ked af det, og derefter vred, fordi moren havde taget det som en selvfølge at min veninde flyttede med hende (til Brabrand, sammen med morens kæreste). ´Det ville kræve veninden væk fra skole, venner og faren(som har været mere med hende end moren), så hun valgteat blive. Nu er moren og faren uvenner, veninden meget langt nede i sorg og vrede, og jeg og hendes(og min) anden veninde har ufatteligt ondt af hende. Vi forstår det ikke helt, men ringer sammen i aften for at snakke om det - hvis vi kan hjælpe, så gør vi det! Hun har sagt, at vi kan spørge om alt vi vil, og vi har aftalt at tage en tøsedag os tre på fredag, med råhygge, film og snak. Hverken jeg eller den anden veninde har oplevet en skilsmisse, men vi kan se hvor ked af det hun er, og vi ved at det ikke hjælper at undgå emnet. Idag lykkedes det at få smilet og latteren frem hos hende, nu må vi prøve at hjælpe hende over det værste sammen.

Jeg krydser fingre for hende, for hun er min absolut bedste veninde, og jeg kommer selv til at græde, når hun gør det...

Qnuzzer