Så fik jeg den overstået - den sidste skrækindjagende samtale med veninden, moren og assistance fra 2 lærere...hvordan fortæller man en mor, at hendes datter, min veninde, har skåret i sig selv, talt om døden, og iøvrigt passer perfekt ind på de fleste statistikker over faresignaler hos unge selvmordstruede...?? Man får da læreren til at gøre det... Det gjorde jeg. Idag. Imorges kl.8:00 for at være præcis. Læreren trak det hele i langdrag, pakkede ind i vat, forklarede om og om igen: "Lea gjorde det, fordi hun var nødt til det. Hun måtte fortælle det til en lærer. Du skal ikke være vred..."
om det hjalp...? næææææhh...
Veninden blev vred. Og gal. Og ked af det. Hun sagde, at jeg var dum, misforstod, afslørede, sladrede, osv...og læreren forklarede igen, mens moren græd mere og mere, og jeg blev siddende med blikket i bordet. Så fik jeg lov til at gå ind til timen. Jeg kunne ikke gøre mere, bare sidde og ryste på hovedet, ryste anklagerne af mig. Jeg har mistet en veninde til fjenskab. Men jeg har det fint.
Min lærer sagde efterfølgende at hendes mor er "glad" fordi jeg sagde det. Veninden skal til psykolog. Og som min lærer sagde - jeg har mistet en veninde til fjenskab i stedet for til døden. Det er under alle omstændigheder bedst. Selvom hun hader mig, og jeg savner hende.
Nu forsøger jeg at slikke sårene og komme over samtalen, men har det bedre end forventet. Det er overstået!!

Qnuzzer!