Jeg vågnede i nat, og blev bange. Så bange at hele min krop rystede. Det var mit håndled, det føltes så tyndt, som et anoraksibarns. Fyldt med ar og skrammer, som om jeg havde skåret i mig selv i dagevis. Det blødte. Jeg sad i flere minutter bare og skreg. Det var så forfærdeligt. Tårene trillede ned af mine kinder. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Alt det blod.
Min lillebror kom ind til mig. "Hvad er der galt? Hvorfor skriger du sådan? Hvad fanden har du gang i?" "Det bløder, se det bløder." Jeg rystede som et jordskæld. "Der er ingenting, Stella. Det var bare en drøm. Psykopat..Læg dig til at sove. Du vækker mor og far"

Måske bare en drøm, men det føltes så virkeligt. Så uhyggeligt. Så skræmmende. Alt det blod.... Al den angst. Bange. Gud, hvor var jeg bange.