Hey dagbog, - jeg savner håbet, jeg savner at snakke med hende, selv om vi jo altid kun kan være venner. Sådan er skæbnen jo, den jeg kender så godt.

Ja, så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på Hc andersen, som jeg har fået det fortalt, så havde han en skæbne meget li min.

Romen som jeg drak lidt af igår, gav godt nok en vis varme i maven, - Jeg sendte et par hilsner igår, men igen var der ingen der svarede. Sådan er det jo altid, og man bør jo nok heller ikke forvente andet.

Jeg har vist ikke andet end minderne tilbage, - minderne om dengang der fandtes et lille håb, - de gode som de dårlige. Det var tider, - alle gør de noget, sætter sine spor på en vis måde. De forbliver i min erindring.

Jeg tror nok jeg har besemt mig, der skal ske et mirakel før jeg ændre mening, - et mirakel der ikke vil ske, ikke kan se. derfor er skæbnen vel fast tømret det næste års tid? måske bliver det bedre på sin vis, dog er det noget af det samme, og det vil ikke gøre mit hjerte lettere, dog ej hellere tungere.