For første gang i mit liv har jeg indset at jeg behøver hjælp. At jeg ikke kan klare det selv.
Og at få at vide af en professionel, professionel, som jeg plejer at rynke på næsen over, løsnedes eet eller andet i mig. at det var ok at bede om hjælp, ok at sige højt :Jeg er sgu ikke så stærk og jeg har ikke lyst til det.

Via jakobs død har alt mit fortrængte lort kommet op til ovberfladen og jeg har brugt mine sidste reserver de sidste 10 år på at holde det nede.
Det kan jeg ikke mere.
jeg er bange for at jeg snuser op ad en depression, eller ihvertfald er faretruende nær.

normale ting der plejer at gøre mig glad, får jeg ingen reaktion af. Ikke negang i går, da jeg printede min bog ud. Jo, i fem sekunder, men det varede ikke længe, og jeg er sgu stolt af min bog, men.....

Jeg taler med lægen i dag, forventer et nej, og så har jeg en tordentale parat.
Jeg forventer et nej, fordi jeg ikke er vant til at bede om hjælp og prøver at forberede mig på det værste.

Men at indse at jeg har taget fejl i så mange år, er skræmmende og nu kender jeg overhoved ikke mig selv mere.
Facaden har holdt og holder mig oppe og der er ingen der kender mig. Ikke engang mig selv, og jeg troede aldrig jeg skulle sige eller tænke det, men jeg er bange for at jeg snart knalder ud.
Håber at jeg kan nå at få noget avanceret hjælp inden. Men nu gør jeg da i det mindste noget.
Jeg ber´!