Kære dagbog og alle I andre der læser denne her, I sidste torsdag startet jeg på kontant hjæle og det er jo ikke noget at råbe hurra. Det er der nogle der vil sige og jeg er ening med dem i. Men jeg er glad for at lave noget igen, det har jeg ikke siden et par mdr. før sommerferien, så det er rat at lave noget igen.

Men nu sidder jeg på byens biblotek, hvor jeg bor og skriver dette her og når jeg kigger ud af vinduet, kan men se tågen smyg og lægge sig om husne der ude. Det virker så trist det hele og jeg føler mig så alene, selvom der er masser af mennesker rundt om mig, men jeg kender dem ikke og de ikke mig.

Overfor mig hvor jeg sidder er der en englænder der forsøger at lære en kvinde at bruge en anden computeres internet.

Det engelske sprog er så flot, bare jeg kunne lære det, jeg ved jeg kan , men hvordan? Er der nogle der har et svar på det?

Jeg ved ellers ikke hvad jeg skal skrive, så jeg tror jeg vil slutte for denne gang.

Jule Hilsner Winnie Den Triste