I dag er det et år siden mormor døde. Da var far og jeg på vej til Esbjerg på dette tidspunkt, for at tage endeligt afsked, arrangere bisættelse mm.
Nu har jeg minderne tilbage og flere af hendes møbler, ting og penge er fordelt mellem Annelise og jeg, og er blevet en del af vores hverdag. Hver dag nyder jeg synet af reolen med vitrineskabet, der pryder vores lejlighed, efter Jan har forvandlet den fra mørkebrun til antikhvid.
Jeg ved at far tager op på kirkegården i Gimsing, hvor mor ligger, og tænder et lys, akkurat som han gør ved fødselsdage.

Jeg er blevet rigtig syg. Har fået en gang forkølelse, der startede med at jeg har haft frygteligt ondt i halsen i et par dage. Det er dødtræls.
Jeg har ellers vendt min søvnrytme igen, så jeg går forholdsvis tidligt i seng, og står tidligt op, når jeg vågner. Så det kan altså godt lade sig gøre, selvom man har en enkelt nattevagt.
Jan har virkelig været dejlig i disse dage. Efter en snak om de problemer, der voksede sig kolosalt store i takt med depressionens indtog, er der sket store bedringer.
Han har lavet mad, vasket op, kræset om mig og vasket alle gulve i lejligheden. Noget jeg ikke selv har haft energi til i sidste uge. Der lå jeg bare i sengen, ligesom forrige uge, og kunne ikke noget.
Jeg er helt klart inde i en bedre periode nu, men mareridtet er bestemt ikke ovre, og det er på høje tid at jeg får gjort noget ved det, da bægeret har flydt over alt alt for længe.
Indenfor de sidste 2 år er der sket så mange ting, og måske er det først nu at nogle af de mere traumatiske oplevelser såsom dødsfald og blodigt opspyt har sat deres egentlige præg på min hverdag.
Nu skal jeg blot have besvaret alle de mails jeg har fået fra mine søde venner og veninder, der har været så bekymrede for mig. Jeg elsker dem, og de betyder så uendelig meget for mig. Hver og en har de deres helt egen unikke plads i mit hjerte.

Denne dag vil jeg ikke kunne undgå at tænke på mormor flere gange i løbet af dagen.