Tidligt mandag morgen – sådan omtrent. Jeg er alene i huset og skal i gang med mine daglige sysler. Der er en del at ordne, efter en arbejdsweekend, hvor jeg ikke får så meget ordnet, når jeg først er hjemme. I stedet har jeg bare slappet af og haft besøg både lørdag og søndag. I lørdags af Annes venindes mor, som kom med sin datter. Det var første gang vi mødtes, men vi havde så mange fælles ting at tale om. I går kom Jette (min dejlige veninde) – det var dejligt at se hende og vi fik også snakket en masse. Desuden har jeg i weekenden også været optaget af, at skrive konfirmationssang til en kollegas søn. ”Det hammer, hammer fedt” drøner rundt i hovedet.

Jeg har det godt og begynder at glæde mig til, at fleksjobbet bliver en realitet. Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive glad for ordningen – når nu, at det ikke kan være anderledes. Jeg går fra 28 timer ned på 20 timer og det der for mit vedkommende er det primære, er at min arbejdstid bliver mere struktureret. Som det er nu med to – tre arbejdsdage og så to – tre fridage er ikke godt for mig. For at fungere – som jeg allerhelst vil – er det nødvendigt for mig, at planlægge mine dage. Når jeg som nu har de fridage, løber det ud i sandet. Jeg kan ikke tage mig sammen til at lave noget – udover det nødvendige – men udsætter og udsætter. ”Ej, det venter jeg lige med til i morgen” og den dur og når jeg så skal på arbejde igen – ja, så er fridagene gået med at udsætte og lave ingenting og jeg bliver ærgerlig.

Nabomanden fyldte 50 år i går og min mand gik ind med gaven, som en nabokone og jeg var i byen og købe i fredags. Og det gik fint med at handle og ikke hel uden evner. Vi købte en stor vinkelsliber til at skære i sten og fliser med og vi købte en lille vinkelsliber og klinger til. Jo, jo – og han blev glad for gaven. Fredag aften var vi til fødselsdag hos barnebarn, som blev 4 år. Det er så dejligt at opleve den store børnehavedreng og hans søde lillesøster. Se, hvordan de sprudler og ler og hopper rundt og lillesøster gør nøjagtigt det samme som storebror. Og jeg hjalp lillesøster i nattøj og hun gav mig lov til, at jeg måtte putte hende. Hvilken ære for en bedste.

En stor lykke er det, når beskeden lyder ”vi skal have barn og I skal være bedsteforældre”, men endnu større lykke, når barnet er kommet til verden og opleves og bliver fulgt i sin opvækst. Jeg husker tydeligt der for fire år siden, den ufattelige kendsgerning at pludselig var det en bedstefar, som jeg levede sammen med. Nu er de der. Biologiske eller ej er bedøvende ligegyldig for de er og bliver – for ever – også mine første børnebørn.

Jeg vil prøve at komme i omdrejninger. Jeg vil prøve at opleve den tilfredshed, der er ved at have udrettet noget i stedet for at udsætte. Bare jeg kan.

Hyggehejsa fra en optimistisk Nellemor.