Endnu en hård dag er ved at været gået. I går kom jeg i seng i ordentlig tid, og det at kunne sove til kl. 8 har været ren luksus!
I morgen kan jeg også sove længere, da jeg regner med at pigerne henter mig omkring kl. 9:30. Vi har først undervisning fra middag, men der er et par ting vi skal have planlagt.
De sidste to dage har jeg stået for undervisningen, og det har været utrolig spændende, men også hårdt, og det er svært at få hvilet hovedet, når man kommer hjem, fordi der er så mage indtryk, ideer og refleksioner over dagens dont.
Vores vejledere er super dygtige - meget forskellige, som vi, men deres guldkorn suger vi til os, for vi lærer så meget vi kan bruge.
Jeg er også så utrolig glad for den bagage jeg har med mig, fra de 4 års erfaring jeg har fra Enggården og de 3 øvrige år med blandet beskæftigelse. Jeg havde aldrig været parat, da jeg blev færdig med HF i 95.
I går chattede jeg med en på iSketch, der var 29 og blev færdiguddannet i 98, og allerede selv havde praktikanter. Nogen kan, andre ikke.
De år jeg har været på arbejdsmarkedet og arbejdet med mennesker er virkelig en fordel jeg kan drage nytte af.
Selv om aldersspredningen fra det ene erhverv til det andet er stor, så er der altså en sammenhæng, også når man tænker pårørende/forældre.
Det er spændende - rigtig spændende!

Jeg har det godt, men følte mig i går meget splittet i mit sind, på grund af nogle ting, der smerter mig så frygtligt. Det har intet at gøre med ydre faktorer, men er ting der har været i mit liv siden barndommen og de er dybt personlige. Ingen har kendskab til dem, men Allan min bedste ven i mandeverdnen er blevet lukket ind i den mere dystre del af min sjæl, hvor intet ellers er sluppet ud i offentligheden. Det er så stor en byrde, at jeg aldrig har skrevet det i nogen dagbog, og end ikke vil indrømme det over for mig selv. Jeg er så knust over det, at det er utroligt at jeg kan leve et "almindeligt" liv uden problemer.
I går kom det op til overfladen og jeg sad og græd i lang tid inde i stuen, mens Jan sad ved computeren og intet bemærkede. Damm, den slags indre dæmoner gør ondt!