Ak ja, så sidder jeg her igen. Er træt, burde sove, ved at jeg kunne hvis jeg lagde mig ind, men ved også at der kører for mange tanker rundt i mit hovede, som jeg bliver nødt ti at gøre noget ved. Tanker, som jeg egentlig ikke ved hvad er, alle former for tanker, glade, triste, sjove, ligegyldige...
Ville ønske, at jeg kunne tage en uges tid ud i ingenting (eller ud i en skov) og være der helt alene med mig selv. Ingen telefoner, ingen computer, ingen mennesker, intet tidsfordriv... Jeg kunne tænke mig at blive konfronteret med mig selv, uden nogen mulighed for flugt. For det er jo en flugt at sætte en film på, læse en bog, invitere en masse mennesker, lege med computeren... og hvad ved jeg. Ikke at det nødvendigvis er dårligt, man kan jo sagten udvikle sig alligevel, man kan hygge sig med det, og det er også godt, men man har brug for at huske sig selv, og det er jeg helt sikkert ikke særlig god til!
Og man er nødt til at tage sig af sig selv, før man kan tage sig af andre... og jeg vil så gerne tage mig af andre...
Nu vil jeg alligevel gå i seng, jeg er træt, og jeg skal nå en masse ting imorgen...
Vil også bare lige sige, at jeg elsker hele verden selv om jeg ikke er så god til at vise det...

"Det er beskæmmende at vi lever i en tid, hvor det er lettere at sprænge et atom end en norm."
-Albert Einstein

_______________________________
17. januar 2008 kl 07:28

Vi havde haft Bo, Susanne og Julie på besøg. Med Bo og Julie havde vi udvekslet julegaver (var ikke på gave med Susanne). Bo havde skrevet et julekort til hele familien, men rettet en speciel tak mod mig, for at lukke ham ind så tit og blive 'tvangsindlagt' til at høre på ham. (Altså! Der var jo nærmest ikke noget jeg hellere ville).
Senere på aftenen, da Susanne og Julie var gået hjem, havde Bo igen 'lukket op' for de dybere lag af bekymringer/utilpashed over uvisse ting, og jeg havde igen ikke anet hvad jeg skulle sige til det. Jeg som lige følte jeg havde rykket mig så meget på de sidste par måneder (Det havde jeg også!), og værst af alt, jeg formåede ikke rigtigt at give noget igen. Gav nok et billede af, at jeg sad på det tørre, og bare prøvede at komme med gode råd og medfølelse. Men jeg var jo selv længere ude end jeg kunne bunde. Selvom jeg ikke kunne fortælle ham hvorfor jeg nu var kommet derud, var jeg jo selv igang med en oprydning af mit liv, der fik skubbet en del til mig. Det ville jeg da gerne have delt med ham. Men kunne ikke. Den blotte tanke om at skulle sige noget om noget, fik mit hjerte til at slå dobbelt så hurtigt. Beundrede virkelig hans evne til at lukke op og dele det hele med mig.