Det startede med øjenhinde betændelse, så influenza og nu lungebetændelse. Alt sammen indenfor 3 uger. Hvis man skal tænke positiv, så er det godt at elendigheden kommer på en gang. Kan mærke trætheden i alle led og lemmer, og ikke mindst mentalt. Det er 3 gange øv. Men som min øjenlæge siger "det skal nok blive godt igen"
I lørdags gik jeg i 365 som ligger 100 meter herfra. Mistede pusten flere gange og måtte standse for at få luft. Da jeg kom hjem spurtede (i det omfang jeg kunne) ud og kastede op. Tror det var kroppens måde og sige fra på. Søndag skulle jeg derover igen, og tog bilen. Claus mener at bilen ikke har godt af korte ture, og jeg skulle have valgt en forretning længere væk. Sagde at jeg i situationen var ligeglad. Jeg prioriterede mit velbefindende, og så er det for mig fuldstændig lige meget om det er 100 meter eller 5 km. Ved godt at Claus gerne ville have handlet, men det ligger dybt i mig, at jeg - vil kan og skal selv. I går vaskede jeg 2 maskiner og hængte det op. Det var også nok til at tage pusten. Som det er til at forstå, er jeg en stædig rapand, men pt. er jeg nok lidt dumstædig.
Kan ofte blive irriteret på Claus. Hvorfor fanden skal man være 2 timer på gaden, for at komme hjem og holde 1-2 times pause. Hvis han oveni kommentere at der ikke er noget at lave, så koger jeg indeni. Det kan godt være at der ikke er noget, men netop derfor skal, man være der! Har flere gange opfordret ham til at tage skærmen med ind - når han nu "holder pause". På den måde kan han følge med i hvad der rør sig. I vores branche kan det vende på et splitsekund - både den ene og anden vej. Det er meget sjælden jeg bruger pauseknappen. Mine pauser er imellem turene. Køre også meget sjældne hjem på toilet. Hvis jeg er inde i byen, så smutter jeg ind på sygehuset eller på en tankstation. Er jeg en hård chef - bestemt nej. Har jeg en høj arbejdsmoral - ja.
I går havde Michelles far fødselsdag. Netop denne dato var Michelle sat til at komme til verden, men kom først 3 uger senere. André var sat til min fars fødselsdag, d. 17/11 men kom til verden d 29/11. De vejede henholdsvis 4050 og 4650 kg. På det tidspunkt var det ikke mange der blev født i denne vægtklasse, så sygeplejerskerne var helt vilde med dem.
Nu hvor jeg alligevel sidder på min røv, kan jeg rydde mit skrivebord lidt. Jeg er et forfærdeligt rodehoved hvad det angår.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.