Hej dagbog, - Jeg havde taget noget pulver kartoffler mos med hjem til min mor, - Det gjorde jeg fordi jeg som altid sidder og lytter på hende, og snakker med hende.. og i går havde hun sagt, at hun godt ville prøve det.. så derfor havde jeg det med hjem.

Min far gik efter noget tid ud i køkkenet og begyndte at lave det, samt med noget kødsovs de havde i fryseren. Jeg havde i øvrigt også brunede kartofler med hjem til dem, - en pose 10 kr. De havde for år tilbage sagt, at de var gode nok dem man kunne købe i de poser.. Nothing is forgotten, - Nothing is ever forgotten! -

Imens græd min mor over, at hun kun kunne ligge der, -at det ikke var noget liv, og at hun var ked af ikke at kunne noget. Jeg gik over til hende imens og holdt hende. En teori jeg hørte for år tilbage sagde mig, at når kvinder er kede af det, så skal man bare holde af dem og lytte til dem, - man skal ikke løse deres problemer, men lytte med et par Ja's osv. Jeg sagde selvføgelig, at vi holdt af hende og at hun altid havde været der for mig i så mange år. Hun snakkede om, at det var lettere hvis hun lå på hospitalet for os, men at det var rarer at være hjemme.. fordi der kunne hun få hvad hun ville ha at spise. Hun spiser næsten ingen ting, - jeg kunne mærke det på hendes krop. Hun sagde at hun så forfærdelig ud med hendes hår. Jeg lyver ikke, - så ja, det gør hun, men vi holder af hende. Om jeg forstod at hun ikke havde længe igen, - jo, jeg ved det.

Hun sagde, at jeg ikke skulle købe så meget, for de fik det ikke brugt.. Det skære i mit hjerte. jeg gør hvad jeg kan, men jeg prøver at få hende til at kæmpe bare lidt. Det er svært når folk har opgivet at kæmpe.. Ja, - men lyt og forstår disse ord.. Måske har du tabt kampen for livet, men du må kæmpe for dagen!!! dag efter dag!

Hun er som en hest der synker ned, og jeg kan ikke trække hende op..