Kære dagbog.

Sidder her i min sofa og tænker mens tasterne knaster løs.

Det at få børn er noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Man finder hurtigt ud af at døgnets 24 timer gør det umådeligt svært at bibeholde de tidligere aktiviteter, interesser og gøremål - herunder det at pleje relationer man holder af. Det er dog i mit tilfælde ikke kun det at jeg er blevet far. Jeg har også fået nyt job. et job hvor der er 90 min. transporttid hver vej. Det betyder at det meste af min "alenetid" går med at køre i bus og tog. Jeg savner de tider hvor jeg kunne bevæge mig derhen hvor jeg ville og tømme mit sind og hjerte i den kunstform jeg havde lyst til. Jeg kunne spille musik, tegne/male, skrive eller finde på noget totalt nyt. I dag er livet en proces der i de store overskrifter er ret forudsigelig og i detaljen ret uforudsigelig. Jeg har det ikke godt. For lidt søvn, for meget stress, for mange forventninger og krav. Jeg har været så træt at jeg var ved at falde i søvn stående i toget. Jeg er grundliggende træt og halvstresset 6 ud af ugens 7 dage. Havde jeg haft muligheden havde jeg taget på ferie i 14 dage hvor jeg de første 3 dage bare ville stirre op i loftet og lave absolut ingenting andet end at flytte mig rundt i lokalet så jeg også kan stirre på væggene. Herefter ville jeg begynde at samle mig selv op. Hold da op... verden flyver bare hen over hovedet på mig.

Godnat