Onsdag d. 12 maj 00.37..

Jeg kan ikke finde ro.. hverken i min seng, i min højtelskede vindueskarm eller i mit sind.. Mareridtet fra i onsdags vælder frem, som ild i mine årer.. Duften af parfume fylder mine næsebord, din duft.. Din forkvalmede Gucci parfume med et strejf af linen, hænger ved.. Men værst af alt... Dit faste greb i min arm.. Er stadig at se.. De blå mærker er ømme og hver gang jeg føler smerter, ryger min højre arm op som beskyttelse.. Jeg beskytter mig mod flere brændemærker... Flere ar, mere ulykke og den fortid.. Jeg helst ikke deler.. Men kender du mig godt, kan du se smerten i mine øjne fra et kapitel i mit liv, som var overstået.. Et kapitel jeg aldrig havde troet, jeg skulle tilbage og læse i. Et kapitel fyldt med undertrykkelse, had og psykisk vold.. Jeg skammer mig over ikke at være stærkere. Over ikke at glemme det.. Lægge det på hylden og ikke lade det definere mig...

Jeg ville så gerne prøve at være udadvendt, smilende og glad.. Stråle af glæde og være tilfreds med mig selv. I stedet for sidder jeg her på 7 døgn, på gulvet i min lejlighed i byen, der i folkemunde bliver kaldt "smilets by".. Mit smil smiler ikke. I stedet for gemmer jeg mig for dig.. For måske du ville opsøge mig, måske du vil brændemærke mig igen.. Eller måske er jeg heldig, at du lader mig og min skam være for nu.. Så jeg måske, måske ikke kan komme tilbage til det liv.. Jeg levede før dig og før ham.. Et stille liv, gemt væk fra omverdenen, gemt væk fra jeres opmærksomhed.. gemt helt derind, hvor kun jeg og min skam eksisterer..