Onsdag d.5/5-2021
I dag, er en af de der helt iddyliske fantastiske morgenen.. Jeg sidder på min tagterasse, og nyder en kop frisk brygget kaffe, mens jeg beundrede smilets by.. I dag er dagen, hvor jeg skal møde dig, 2 måneder og 24 dage tog det dig, at overtale mig til, at vi skulle ses.. Jeg har været nervøs, og tonsevis af tanker har fløjet gennem hovedet på mig. Hvad hvis jeg ikke lever op til din standard, hvad hvis samtalen dør.. Men værst af alt.. Kan jeg holde min fortid bag mig.. Kan jeg undgå at få flash-back, kan jeg undgå at du ser alt mørket i mine øjne..

Timerne går, og jeg bestemte mig for at gå dig i møde.. Selfølgelig har jeg valgt et åbent sted, med mange mennesker, og hvor jeg kan være sikker på, at du er, hvem du udgiver dig for at være.. Heldgivis ser du ud som på billederne/vidoerne.. Og der lægger sig en ro i min mave.. Jeg krammer dig, hvilket jeg kan se i dine øjne overrasker dig.. Men du tager i mod...

Meen, alt er ikke lut og lagkage, for jo længere vi kommer ind i samtalen, jo mere kommer jeg i tvivl, om du er, hvem du har fortalt om de sidste måneder. Samtalerne omkring ting vi har tilfælles, lyder til at kede dig, og du bliver indimellem spydig overfor mig.. Taget i betragtningen af, at du kender til min fortid, så undre det mig, at du ikke vejer dine ord mere..

På et tidspunkt efter den 2 kaffe, bestemmer jeg mig for, at tage dig med væk fra mit safe place, det univers hvor jeg kan gemme mig, og hvor kunsten omfavner mig.. Jeg dummede mig der.. Jeg dummede mig så grusomt.. Jeg ville jo bare vise dig min anden passion.. Hvor var jeg dum, selvfølgelig lyttede du ikke efter, og selvfølgelig glemte du alt, om ikke at røre mig..

Mit håb braste i det sekund, du brændemærkede min arm, med dit faste og varme greb.. Her dage efter, har jeg stadig dine fingeraftryk printet ind i min hud.. Før røde, nu blå. Men det værste er at min fortid rider mig som en mare, hver nat, hvert sekund. Dit klem om min arm, bragte alle minderne tilbage.. Min idylliske dag, blev ødelagt, revet til atommer. Fordi du ikke forstod et "nej"

Hvorfor.. Hvorfor stolede jeg på, at du ville mig, som det væsent jeg er.. hvorfor lyttede jeg ikke til min mavefornemmelse.. Hvorfor.. dukkede jeg op.. Hvorfor skulle jeg absolut ødelægge en ellers så idylisk dag, ved at blive brændemærket af din hånd.. Ikke bare brændemærket på den bare hud, men brændemærket helt ind i min sjæl.. Der inde, hvor smerten ikke forsvinder.. Men bare lægger sig som et slør over mit had til livet..

Lad de kommende dag blive bedre, og lad mig sove uden ham og dig.. Lad mig nu bare please få ro.. Så jeg igen kan lægge min fortid bag mig, og tro på at der er en fremtid et sted der ude..