Kære dagbog

Det er et stykke tid siden at jeg har betroet mig til dig om virkeligheden. Selvom meget er sket føler jeg også at næsten intet er sket. Allerede nu som jeg skriver er der noget som vil tænke længe over det nedskrevne. Så meget at jeg ikke rigtig kan få skrevet noget ned. Så nu skriver jeg bare ud i en køre. Jeg tror simpelthen at dette sker når man har for meget på hjertet og så alligevel ingenting på samme tid. Det er lidt ligesom et smalt rør.. et talerør hvor al information skal igennem. Det kan dog ikke gå hurtigt nok og derfor opstår der en prop af information.. denne prop gør at der ikke kan skrives noget... fordi intet kommer igennem. Sådan er det med sproget. Vi må fokusere på en ting af gangen ellers giver det ingen mening. Sproget er desværre for mangelfuldt hvad dette angår.. vi skal fokusere på hvert ord for at forstå sammenhængen. Vi skal have én ting serveret af gangen fordi vi ellers ikke kan rumme det. Men nok om det!

Jeg har på forhånd undskyldt for mit vanvittige ævl, og hvis der er nogen som finder det underholdende at læse ævlet er de velkomne. At skrive dagbog herinde er vel en måde hvorpå man ikke bliver alene med sine tanker. Det gør at tankerne, på mærkværdig vis, bliver mere levende.. mere ægte - mere virkelige.

Jeg syntes det er en svær tid.
Jeg føler mig fanget som aldrig før.

Jeg har sådan en følelse af at jeg er på afveje. En følelse af at jeg ikke skal være der hvor jeg er, men at jeg burde være et andet sted. Noget i mit DNA lider ekstremt i den tilværelse som jeg er i, i dag. Dette som lider er min skabertrang! Behovet og lysten til at skabe!

Tiden er bare ikke ikke til det.

Og derfor er lysten der heller ikke...

Tilbage er kun mørket og skuffelsen over al den tid... som bare render ud.

Jeg kunne sagtens starte på noget. Men hvornår er det lige jeg har bare en time hvor jeg er alene, har tiden og energien + plus føler mig inspireret?

Det sker.. men det sker sjældent.

Desuden er en time ingenting! et rigtig flow kræver en dag som minimum og et ægte værk kræver flere af de dage, tilsammen!

Så hvorfor overhovedet starte?

Jeg kan digte.. det tager ikke så lang tid. men...
Jeg savner eventyret i et kæmpe projekt!! at gå mod de uvisse veje og satse tiden i en bestemt retning... og jeg savner at gøre det sammen med nogen. Jeg savner at projektet skal give mening.. meget mening.

Jeg savner at føle mig i live igen.