Kære Dagbog!
Jeg har lige siddet og overvejet, om jeg skal holde en pause herinde fra!
Rive stikket ud og vende tilbage, når tiden er en anden inderst inde!
Men, nej! Her er mit pusterum, dette er mit liv, jeg deler med min dagbog - det er her jeg må sige, hvad jeg tænker, føler og tror på!
Ganske åbent og uden nogle forventninger til noget somhelst!!!

Jeg vil bruge min fyldepen - eller vores allesammens Fyldepennen - til at skrive om mig og mit liv - det søde med det sure!!! Og fortælle om mit liv - og hvordan jeg i perioder kan leve og ikke leve med min sygdom!
For den er en del af mig, mine valg, min hverdag og mit humørs farver.....

Men, kort og godt er det, at jeg virkelig er ved at blive meget syg - og jeg næsten ingen kræfter har!
Og mit møde med lægen blev som et møde med en mur - og den tur prøvede jeg i starten af mit sygedomsforløb og har efterladt mig med en kæmpe følelse af afmagt!

Hun var ganske overrasket at se mig, da hun menet jeg ifølge den gamle læge var afviklet!?!?
Det kender jeg intet til.....
Samtidig var hun meget nøjsom med at forklare mig, at hun kun havde få samtaler til mig - to til, og så måtte det overgå til egen læge.....

Jeg, der skal være i medicinsk behandling for ikke at være depressiv og psykotisk - ja, jeg kan nu gå for lud og kold vand!
Jeg skal følges op på og efterreguleres i min medicin - og det kan ikke gøres ved bare to tjek.....
Og en praktiserende læge har ikke meget fidus med sådanne noget - for dem er det nemmere at specialister gør det!!!!!
Jeg har jo været i et forløb, men af mange årsager har jeg "mistet" mine behandlere..... Læs mine tidligere dagbogssider, hvis interessen er for det!!!!!
Og nu har jeg brug for at blive stabiliseret på ny medicin - og det kræver et forløb! Efter dette kan en læge så følge op - men, lige nu?!?

Men, som sendt fra himlen kom Ronnis støttekontakt - og efter overtalelse, da jeg følte hun skulle være for Ronni og ikke jeg, vil hun støtte og hjælpe mig her i mit nærområde.....
Tak - for jeg er helt lost!!!!!

Bare det at stå op tager flere timer - idag tog det mig to timer at tage tøj på, og det med tårer løbende ned ad kinderne!!!!!

Min livskvalitet og min lyst til at leve er lig nul - det kan jeg ikke være tjent med!
Jeg ved, at JEG valgte at vælge medicinen fra - men, kun pga. bivirkninger!
Bare ikke straf mig for det:(
Jeg har dog hele tiden ønsket at få noget nyt - og når jeg rækker hånden ud efter megen overvindelse, vil jeg bare behandles fair.....
Mit hovede kan ikke med disse stressbelastninger!!!!!
Og jeg - ja, jeg vil bare gerne kunne smile, leve og være Anja, som hun nu er bedst;)

Så, for dem der læser min dagbog - hvis læsningen i denne tid ikke er fuld af glæde og lutter lyse beretninger, så ved I, at den tid vil være at finde igen.....
For i mit indre er der et håb - jeg skal bare lige for nu have hjælp til at holde mig på min sti.....

Og - så nemt slipper man ikke af med frøkenen her;)

Jeg er taknemmelig for:
- Ronni
- At Laila vil hjælpe
- At Ronni hjælper mig med det praktiske
- Min familie - håber, du læser dette her, Søs.....;)
- Mit hjem
KH Anja!