Jeg har efter min psykose sidste sommer været i behandling i et lille årstid nu og jeg har det i dag så godt at jeg er begyndt at spekulere igen på om hvad jeg skal med mit liv set med nye briller. Og jeg har fået det gode råd, at jeg skal gøre det jeg brænder for, hvilket jeg virkelig har taget til mig. For jeg har lovet mig selv at gymnasietiden ikke skal gentages, som det at have det skidt psykisk imens man møder mange krav. Og i det hele taget befinde sig et sted hvor man ikke føler sig hjemme. Efter utallige overvejelser i øst og vest har jeg nu endelig fundet ud af hvad jeg vil. Eller det tror jeg i hvert fald. For denne beslutning er ret omvæltende og stor ift. mit fremadrettet liv. Jeg har nemlig med det råd, at bestræbe mig for på det jeg brænder for tænkt, at søge ind på Gerrit Rietveld Academie, som er en kunstskole i Amsterdam. Og hvorfor så lige den skole? Fordi den er en af de få skoler i europa der arbejder specifikt med fotografi som en kunstform. Jeg har endnu ikke nået at dykke ned i formelia omkring skolen, da denne tanke er ny. Men min mavefornemmelse siger mig at skolen er rigtig god bare ud fra deres hjemmeside. Det som gør mig tøvende er blot, at det er i et helt andet land uden mine venner og familie her i Danmark. På den anden side er der ingen uddannelse heri Danmark som pt. tiltager mig. Og jeg tror på at jeg virkelig skal gå efter det jeg brænder for, ellers vil jeg ikke gennemfører en uddannelse. Der er mange tanker der kommer i spil med sådan en overvejelse og folk fortæller mig, at jeg altid kan gå igang med en uddannelse og at det vil være en god idé at få noget ro på først, men jeg er altså en kvinde med ild i røven, som har brug for noget at stå op til hver morgen. Ellers bliver jeg bare rastløs og deprimeret. Jeg skal efter sommerferien starte på Skrivekunstskolen ved Godbanerne i Aarhus, som er et halvt års kursus i at skrive. Det har Aarhus kommune valgt at bevilge til mig med henblik på at give mig ro og til at udtrykke mig kreativt, side og siden med mit 2-årigt behandlingsforløb hos Opus (unge med skizofreni). Dette er jeg meget glad for, og jeg ser frem til at skulle lærer at udtrykke mig kreativt gennem skrift i et intensivt forløb. Efter forløbet ved jeg endnu ikke hvad jeg skal, men jeg vil fortælle min sagsbehandler og psykolog om mine drømme og så må vi tage den derfra. Jeg tror heller ikke at jeg vil være klar til at rejse til Amsterdam og bo, hvis jeg kom ind, efter sommerferien. For hvis man ikke har det godt herhjemme, så vil man heller ikke have det godt ude, er der en vis mand der har formuleret. Og jeg mangler stadigvæk at få et større netværk herhjemme og finde mig til rette før jeg bevæger mig ud i den store hvide verden for at tage mig en uddannelse. Det siger min mavefornemmelse-og logik mig i hvert fald. Det er jo heller ikke ligefrem en traditionel vej jeg har overvejet at ville gå mig. Så mon ikke uddannelsen kan vente lidt, men hvad skal jeg så lave i mellemtiden? Godt spørgsmål. Det må tiden vise. Det kan også godt være at jeg skifter mening i det virvar af muligheder jeg har mig. Ja jeg er et stort spørgsmålstegn med et rastløs sind. Og jeg kan ikke lide uvisheden. Det er svært at finde ro i uvisheden.