Så er denne weekend ved at være slut og en ny arbejdsuge begynder i morgen (suk). Føler det som om tiden er fløjet afsted.
Jeg kørte op til mine forældre i fredags. Min bror og hans kæreste, Rikke havde nemlig inviteret til fødselsdagsfest om lørdagen. Rikke fyldte 28 år den 23/10 og min bror fyldte 28 år den 25/10 og så havde de valgt at slå deres fødselsdage sammen og holde en fest.
Festen skulle så holdes ude hos Rikkes forældre, der lagde hus til. Det var lidt spændende, for det var så også første gang, at vi skulle møde Rikkes forældre og familie. Men de var meget søde og vi snakkede godt sammen. Så hvis min bror og Rikke holder sammen, så.....
Men nu må vi se. De er da begyndt at lede efter en fælles lejlighed sammen, så noget alvorligt må det da være. Og det er tydeligt, at se hvor glade de er for hinanden når de er sammen.
I dag kørte mor, far og jeg så en tur op på kirkegården (oppe ved Låsby) og så til Familiegravstedet, hvor farfar og farmor ligger. Mor og far havde været deroppe for ca. 3 uger siden med nogle gule tulipaner og det var kun et par af tulipanerne, der hang lidt, resten stod rigtig flotte, så dem flyttede vi bare lidt. Mor havde været ude i haven og plukke to flotte buketter og dem satte vi så ved siden af de gule tulipaner. Vi blev lidt ved gravstedet. Jeg tog et par fotos med mit kamera - det gør jeg gerne, når vi er der. De to små hvide porcelænsduer, som jeg engang købte i Bilka og senere satte på hver side af deres gravsten, stod der stadig. Jeg bliver altid så sørgmodig og ked af det, når vi er på kirkegården og lægge blomster på farfar og farmors gravsted. Og det blev jeg også i dag. Far er også altid dybt berørt. Han kan stadig ikke forstå, at det er 8 år siden, at han mistede begge sine forældre. Han snakker altid om den lighed der er mellem to af årstallene på to af gravstenene. Mine oldeforældre ligger der også. Min oldemor blev født den 26/10 og min farfar døde den 26/10 og det er den lighed min far bliver ved med at undre sig over.
Nå, men nu er jeg endelig hjemme igen og i morgen lurer en ny uge fuld af nye udfordringer og oplevelser.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.