Efter jeg kom på en kommunal ydelse for flere år siden, har jeg været ultrabevidst om, hvordan vi i høj grad lever i et samfund der tilskriver os værdighed i værdiforhold. Økonomisk værdi, arbejdskraftsværdi, tilhørsforholdsværdi. Som individer, square zero, besidder vi ingen værdi selv og derfor - under de samme antagelser - heller ingen værdighed. Som individer.

Det er måske noget, der er nemt at overse, at tilgive, når man er rask og rørig, når man kan passe et arbejde på normale vilkår og køre sin dagligdag på en "normal" måde, men det er jeg stadig ude af stand til og derfor mærker jeg disse antagelser helt akut. Jeg mærker dem fra mine omgivelser, nære og fjerne bekendte som er bekymrede for mig, fordi jeg ikke umiddelbart har nogle jobudsigter i kikkerten, systemet som gør hvad det kan, for at hjælpe mig, men som er bundet af regulativer ovenfra og derfor bliver nødt til at forvente det samme af mig, som regeringen gør, selvom de i højere grad kan se i kommunalt regi, at betingelserne der stilles er fuldstændigt urealistiske i mit tilfælde. De er trods alt tættere på. End regeringen nogensinde kommer.

Disse antagelser slår mig, når jeg går ind på Gallo Café og bliver mødt med en helt anden indstilling. Hvor jeg har værdi som menneske, fordi jeg har andre resourcer end dem der skal til, for at jeg kan gå på arbejde hver dag og tjene til føden selv. Jeg skriver godt. Jeg møder folk åbent, omend angst. Jeg er grundig og hårdtarbejdende, når jeg kan. Jeg kæmper. Jeg kæmper for min egen overlevelse hver evigt eneste dag, måske ikke i møntfod, men i livskraft. Jeg er en overlever. Alle disse egenskaber er - og burde af samfundet blive anset for værende - resourcer på lige fod med min arbejdsevne. I Gallos verden, på CSV og de steder, hvor man faktisk har berøring med os med psykiske sårbarheder, dér ved man det. Kommunalt ved man det nok til en grad, men man har en umenneskelig og umenneskeliggørende politik draperet om skuldrene, så langt kommer man ikke. I regeringen og blandt politikere generelt har jeg ikke nogen stor fornemmelse af eller forhåbning for, at man ved det. At man ikke er fuldstændigt ligeglad, forblændet af bundlinjer, i stedet for at lede efter egentlige horisonter for borgerne.

Det har taget mig lang tid at indse, at jeg har værdi udenfor studieræset og arbejdsmarkedet. At jeg som menneske er værdig til min egen eksistens, alle disse ting til trods. Fordi samfundet har præget mig sådan, er det stadig en indsigt jeg må kæmpe for at holde fast i, så jeg ikke mister mig selv af syne. Jeg har værdi. Jeg er værdig. Også på en ydelse, også uden arbejde, uden at have færdiggjort mit studie. Jeg har værdi. Jeg er værdi.

Gentag det gerne for dig selv.