Mozart: Klaverkoncert nr. 23 )( Lyder musikken i ørerne.

03.30

Jeg har fattet en sådan kærlighed til en af mine karakterer, at jeg ikke kan slippe hende igen, til trods for at hendes historie for længst er fortalt, for længst er slut. Hun er ikke engang fortælleren i historien, men en vigtig, ja, en altafgørende sideperson, alligevel ønsker jeg intet andet end at sætte mig ved siden af hende og ikke gå nogen steder. Blive hængende lidt endnu, hun er blevet forladt ofte nok, synes jeg, jeg føler et vist ansvar overfor hende, det er trods alt mig der har malet hende frem til den ensomhed og smerte hun må leve med. Det føler jeg faktisk jeg skylder hende, den opmærksomhed... For hun er mere end en karakter i en fortælling, jeg har fundet på, hun repræsenterer noget jeg elsker, nogen jeg elsker og måske er det i virkeligheden den person, personen bagved, jeg ikke kan slippe og ikke ønsker at slippe. Det tror jeg.