Daughter: Landfill )( Lyder musikken i ørerne.

På meget kort tid, nogle sølle måneder, har jeg færdiggjort to forholdsvis store skriveprojekter, hvoraf det ene endda er til vurdering ved et forlag, min første forsøg ud i den branche siden jeg var ti år gammel. Efter redigeringsprocessen for disse to skriveprojekter så småt er ebbet ud og blevet til en aktiv venten, kribler det dog stadig i mine fingre efter at skrive mere, mere, mere. Det føles som om jeg har fundet min stemme som skribent, en stil der er min egen og nu vil jeg bare blive ved med at udforske den, udvide og grænsesøge. Hvilket betyder at jeg konstant går med ideer til nye ting, jeg gerne vil skrive. Poesi i flydende form. Lige nu har jeg to forskellige projekter liggende i mit drev, det ene er utroligt akademisk i sit udgangspunkt, handler om hinduisme og livets store spørgsmål, det andet er mere umiddelbart og næsten fysisk, oplevelsen af at gå i stykker psykisk, så jeg står imellem de to ekstremer og skal bestemme mig for, hvor jeg skal lægge mine kræfter, for mine kræfter er ikke ligeså grænseløse som inspirationen, jeg kan kun arbejde på så meget af gangen. Sådan ligger landet, sådan fremstår valget. Jeg tror måske i sidste ende, at jeg må vælge det nemmeste, det der ligger lige for og i øjeblikket er det åbenbart det umiddelbare, det fysiske, det lettilgængelige, ikke akademia og religiøse overvejelser der ikke engang er mine egne, hvor smukke ordene end har taget sig ud. Det er vel også derfor at Vanvidsscener ligger oppe her på siden og projektet uden titel ikke gør.