Jeg sidder her - mæt af gode indtryk og veltilpas. Jeg sidder også med blandede følelser. På den ene side glad og på den anden side ked - men begge følelser er lige nu OK for mig. Jeg er måske også træt og vrøvlet, for meget søvn er det ikke blevet til den sidste lange tid.

Denne weekend blev noget af en perle for mig. En dyrebar, positiv og oplevelsesrig weekend, som jeg fik stor udbytte af. Nu er alle indtrykkene lagret inde i min knold, hvor det langsomt skal have lov at bundfælde, inden jeg begynder at sortere i det og finder anvendelse for det. Jeg vil se tilbage på denne weekend med glæde og jeg vil se frem til lignende arrangementer i fremtiden. Jeg er begejstret og samtidig dog sørgmodig. Det glæder mig, at møde så megen godhed og positiv stemning hos mange mennesker, som jeg ikke tidligere har mødt. Få en god snak med nogen af dem. Få en knus eller blot et lille smil og gengælde igen. Jeg var i samme "båd" som dem og da "båden" satte kurs i går eftermiddags, begyndte jeg at smide nogle af mine hæmninger og negative følelser omkring min sygdom, som fiskeren smider sine garn. Jeg håber dog, at jeg fik kappet tråden til mit net med tre års skam og frustrationer og at det nu er sunket ned på det dybe havbund. Jeg håber også, at jeg fik det hele med i nettet, men omend ikke så sejler vi nok sammen i "båden" en anden gang, hvor resten ryger overbord. Det hjalp mig meget, at både se, høre og tale med ligestillede, med hvem jeg havde samme udgangspunkt til fælles - nemlig at have Parkinson. Jeg fik lært at se min sygdom i et større perspektiv - og jeg fik lært, at livet kan være både positivt og rart, trods en kronisk sygdom.

Jeg kan samtidig mærke, at jeg er sørgmodig. Det er atter fortidens spøgelse, der stikker sit ubarmhjertige grimme fjæs frem. Det spøgelse, som også skulle have været bagbundet og smidt ud over rællingen, da vi var i samme "båd". Det spøgelse, som gør mig usikker og angst. Det spøgelse, som sætter mine ord fast i halsen og gør mig tavs. Jeg VIL ikke være tavs. Jeg VIL lære at udtrykke mig, såvel verbalt som skriftligt. Jeg talte med en parkie, der skriver tekster ligesom jeg og jeg fortalte ham om Fyldepennen og anbefalede ham at gå ind og se siden. (husk at lægge en hilsen :-)) Han spurgte mig om, hvorfor jeg dog skrev dagbog og lagde den ud på nettet. Jeg svarede, at det var en form for terapi for mig og at jeg på denne måde kunne bevise overfor mig selv, at jeg dog er i stand til at udtrykke mig og komme med et budskab.
Efterfølgende tænker jeg - jamen hvorfor kan jeg så ikke formulere mig på samme måde, når jeg står overfor en person, som jeg gerne ville kommunikere med. Jo, det er til at blive sørgmodig over - MEN jeg er fortrøstningsfuld. En dag har jeg skippet det spøgelse, som holder mig fanget i fortiden og jeg vil tale frit for leveren.

Det var nogle sene aftentime tanker efter en god, positiv og begivenhedsrig weekend.

Hyggehejsa fra en glad og dog lidt sørgmodig Nellemor.