Jeg er gravid. Jeg er en del af det danske samfund, det danske sundhedssystem og de danske normer. 26 år og nygravid(?) i tredje måned. Hvilken lykke! Første graviditet nogensinde vel at mærke, så her er jeg på udebane og nyt terræn. Jeg har foruden et hav af pjecer, lægens rådgivning og folks velmenende råd og tips og tricks, kun mine kvindelige urinstinker at følge og stole på i denne nye tilstand og tid i mit liv. Det er på mange måder alt sammen fryd og gammen, men jeg undres stadig ift. min navigeren i min situation som ung gravid (det skal lige nævnes, at jeg er bosat i Hovedstaden, hvor man er ung til midt i 40'erne) i dette samfund. Der hersker en fælles forståelse og opfattelse af, hvordan en gravid kvinde i Dagens Danmark taler, agerer og fremstår. Hvilket liv hun fører, hvilke interesser hun har, om hun har familie, et godt job, huset og bilen (samt vovse), for at vi nemmere kan kvalificere hende som "god nok" eller modsat et socialt tilfælde, der skal holdes et vågnet øje med. Jeg hverken ryger, drikker eller spiser på McDonald's.
Ydermere er jeg godt i gang med en fornuftig uddannelse, betaler mine regninger, køber økologisk og motionerer, fordi jeg kender til kroppens anatomi, fysiologi og de psykologiske fordele ved at praktisere at bevæge ens korpus. Egentligt et ret godt udgangspunkt for at blive kvalificeret som "egnet" og ansvarlig til at bringe et lille nyt menneske til verden, og kunne tage vare på og ansvar for dette. Super. Så er det på plads. Alle fordomme og betænkeligheder skulle gerne være manet til jorden på dette tidspunkt. Ikke sandt?
Når det så er sagt og skrevet med en anelse ironi, så er jeg blot et menneske, der forsøger at gøre mit bedste for at passe ind, som det tilpasningsdygtige flokdyr jeg nu engang er, der tænker, at jeg ikke kan klare mig uden mine medmennesker og deres opbakning og støtte i denne tid.
Ganske sandt, når nu jeg læser efter. Det kan jeg ikke sige mig fri for. Dog vækkes en trang til at være den jeg nu er, uden at skulle leve op til alle disse mærkater blot fordi jeg har valgt at få et barn. Jeg er stadig den samme som før jeg blev gravid. Stadig et ungt menneske, der hører r'b'b, danser salsa og nyder en tur på bar med mine venner (non alcohol of course). Er det okay, at holde fast i ens individualitet, eller skal jeg stille mig op i køen til at blive finpudset og formet som samfundets glansbillede af en vordende mor? Skal jeg have dårlig samvittighed over at vise min lille bule på maven, når jeg vælger at gå ud og danse tosset i de sene timer? Skal jeg forvandles til et mor-monster, der udelukkende finder glæde i de små ting såsom kaffe-dates, nybagte speltboller og gravid-yoga? Hvor langt kan jeg gå med min individualitet åbent og ufortrødendt på gader og stræder? Det vil tiden vise, men prototypen på "den perfekte mor" har jeg ikke tænkt mig at stræbe efter. Mine kommende børn har godt af lidt kant og i særdeleshed en mor, der tør være sig selv og stolt viser, hvor stærk og sejt det er at være alsidig og anderledes.