Idag tør jeg godt stå ved det. Ja, jeg tør faktisk sige det lige ud: jeg er venstrehåndet. Jeg tilhører den forsvindende lille del af befolkningen, der igennem historien er blevet beskyldt for meget lige fra at være særdeles kreative til i højere grad at være disponerede for psykiske lidelser (og i det hele taget have lidt mere kuk i kasketten end de fleste).

Da jeg var barn, kaldte man venstrehåndede for "kejt-håndede", underforstået, at den venstre hånd er den "kejtede", altså den "forkerte". Jeg husker stadig den dag min lærer hviskede til min mor, at man "altså ikke måtte kalde dem for kejthåndede længere", da det var meget stigmatiserende. Meget modernepædagogisk der i start 80'erne. Selv vidste jeg ikke, hvad det betød, men kunne da fornemme at det var noget jeg kunne spille på. Ligesom andre "stigmatiserede" i samfundet har fundet ud af senere hen, ja idag er det jo næsten en livsstil, sagde den sure dame.

Nåh, men selvom vi venstrehåndede idag tilhører normalen - ihvertfald sprogligt - er det faktisk ikke skidelet at være venstrehåndet i det, der kun kan betegnes som et yderst diskriminerende højrehåndsorienteret samfund.

Mange ved ikke, at vi dagligt må kæmpe med sådan noget som ringbindshåndledsskader, blækhåndkant og dobbelt op på kartoffelskrælningsindsats, hvis der ikke foreligger venstrehåndsgrej til situationen. Det er umuligt at skrive på en tavle uden samtidig at viske det ud igen - med den skrivende hånd - for ikke at tale om sakse, man nærmest må stå på hovedet for at kunne bruge.

I endnu ældre dage var det at være venstrehåndet decideret livsfarligt, der skete mange arbejdsulykker for venstrehåndede på højrehåndsindrettede fabrikker. I mindst lige så gamle dage og i nogle eksisterende samfund er den venstre hånd anset for at være forbundet med djævlens og alskens dårligdomme. I Marokko var venstre hånd den, man bruge som øhhh toiletpapir når man havde lavet nummer 2. Selv de mest primitive stammelandsbyer, vi besøgte da jeg var guide i Marokko, gloede stadig på mig som om JEG var den primitive, når jeg under middage førte min venstre hånd til fadet.

The struggle is real.

For år tilbage var der en af os, der tog kampen op mod chikanesamfundet og åbnede en butik for venstrehåndede. Her kunne man købe det ene og det andet og det tredje til venstrehåndede. Det holdt kun nogle år inden butikken gik konkurs. Om det var Højrehåndsekstremisterne, der ødelagde det eller det simpelthen var fordi dørhåndtaget var placeret i den forkerte side, står hen i det uvisse.

Nå, men som et plaster på såret har vi i det mindste idag vores egen internationale venstrehåndsdag, som falder hvert år den 13 august. Idag skal man jo have sin egen dag for at være noget ved musikken. Jeg tænker nogle gange på, om jeg i min tid når at opleve, at vi løber tør for dage og at der så enten vil være Hunger Games-like udskillelse eller nogle kommer til at deles (hvad er der nu galt med juleaftenspinsefardag?)

Personligt kunne jeg godt advokere for, at vi stakkels stigmatiserede venstrehåndede får fri hvert år den 13. august. Man skal alligevel tænke på, hvor meget vi er udsat for i dagligdagen, snøft (kigger de?).

Babula