Jeg er kraftstejlemig en kegle. For hundrede år siden (før jeg fik nyt job og alt det), takkede jeg ja til en booking på Airbnb. Jeg har kun gjort det én gang før, mens Bjørnen og jeg var i Nice. Det er jo dejlige penge. 2000 kr for fire nætter. Skattefrit. Lige ned i foret. Og så alligevel, der ER en hel del arbejde ved at få lejligheden til at skinne fuldstændig upersonligt og pletfrit.

Nå, men som sagt, så sagde jeg ja til denne booking for lang tid siden. Jeg vidste at jeg ville have ferie denne uge - hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle starte på nyt job. Det hele starter blødt ud med en strategiworkshop på onsdag. Og det vil sige at ugen er splittet op og at det ikke rigtig giver mening at tage et par dage til Jylland i hverken den ene eller den anden ende. Det, der giver mest mening, er at blive i København. Men nu da jeg har lejet min bolig ud, så er jeg selv hjemløs. Bommer! Jeg vil ikke spørge venner eller Bjørnen om jeg må sove hos dem i fire nætter, mens jeg skovler penge ind. Det er jeg ligesom for stolt til. Jeg er virkelig den værste til at bede nogen om hjælp eller til at føle mig afhængig af nogen. Jeg vil hellere lide og slå knude på mig selv for at undgå dette. Hvad gør man så? (hvis man ikke gider bruge de tjente 2000 kr på et hotelværelse - det ville sgu være for åndsvagt!).

For noget tid siden lejede jeg mig ind i Lunas kontorfællesskab for et beskedent beløb. Det er meningen at jeg vil bruge det som atelier og arbejdssted aftener og i weekenden, når jeg ellers har lyst og orker det. Men nu bliver det så også som mini-hotel. Hvis ikke Bjørnen (som har travlt med eksamensopgaveskrivning) inviterer, så må jeg crashe her i kælderen. Der står en sofa. Det er faktisk min gamle Bolia-sofa, som man egentlig sover fortræffeligt på.

Mine mareridts om dette scenarie er som følger: 1. Jeg kommer til at pis-fryse. 2. Min hjemløshed bliver afsløret (pinligt). 3. Der er indbrud mens jeg sover her (worst case) eller det er på anden vis pisse uhyggeligt (søvnløshed).

1. Jeg har allerede nu udtænkt, at jeg kan hente en sovepose, som jeg har på loftet - og at jeg kan vende sofaen om og putte mig op af radiatoren.
2. Jeg tror ikke nogen opdager noget. Alle går som regel ved seks-tiden og kommer relativt sent. Jeg har tænkt mig at smutte ud tæske-tidligt i morgen og tage til morgenyoga. Så jeg også kan få et bad og frisk tøj på.
3. Der er to indgange til gårdsiden, en ovenpå og en nedenunder, og ligeledes to indgange fra gadesiden. Jeg har kun nøgler til kælderindgangen fra gadesiden. Dvs. der er noget butiksgitter-halløj, som jeg ikke kan lukke rigtigt indefra - jeg må blot fingere, at det er lukket. Hvilket øger uhyggen. Til gengæld kan jeg sætte en kæde på indefra. Og jeg kommer til at sove lige indenfor denne dør - her står sofaen nemlig.

Det er et mærkeligt sted at sidde. I kælderen lige ud til en befærdet gade. Mit bord er trukket tilbage ind i rummet. Der er et stort vindue, som går ned i en skakt. Der kommer rimeligt med lys ind. Jeg kan se folk på fortorvet fra livet og ned. Jeg kan se bilerne og det øverste af vinduet og markisen på galleriet overfor. Det er lige før at det bliver lidt af en oplevelse at sove her. Det er i hvert fald det, som jeg må forsøge at gøre det til. Logistisk bliver det et mareridt. Jeg bliver nødt til at tilbage til lejligheden og hente mine yogating, soveposen, noget tøj til i morgen osv.

Brrrrr. Det bliver en slags spændende om ikke andet. Hold kæft hvor ville jeg dog gerne undvære de 2000 kr til gengæld for at have min dejlige lejlighed. Men jeg vil ikke aflyse og jeg gider ikke at få en anmærkning fra Airbnb, så jeg aldrig kan leje ud igen.