Kære dagbog...
Det er jo ikke ligefrem stabilitet der kendetegner vores forhold, men jeg erkender gerne at skylden udelukkende er min. Den sidste uge har al skrivekraft og -energi været helliget romanprojektet, og jeg har oplevet en glæde og en lethed, der er større end nogensinde: historierne bogstaveligt talt fosser ud gennemn mine fingre.
En vidunderlig følelse.
Nu sidder jeg på altanen med en øl og mærker transformationen fra medarbejder i socialpsykiatrien til forfatter. Jeg kom træt og drænet hjem. Gik tur med Kundera og mærkede dagen forlade krop og tanker. Vi mødte en studiegruppe som har slået dig ned på græsset med grill og computere og en hund. Mødt rar tyrkisk dame og hendes enormt kønne og søde datter på 3-4 år, som var næsten rørende glad for for Kundera og en herlig kontrast til de mange indvandreres besynderlige forskræmthed overfor hunde, der virker så overdrevet, hysterisk og påtaget.
Men nu vil jeg skrive, nu vil jeg leve.