Hvorfor skal livet være så kompliceret? Mange vil nok sige, at det er op til en selv, hvor kompliceret man gør det, og det er der sikkert noget om, men det er sørme ikke let, når man både skal leve op til andres forventninger, og sine egne. Hvem skal man lytte til? Det bedste ville jo være at finde en middelvej, men denne vej er godt nok svær at finde! Jeg synes i hvert fald selv, at jeg famler i blinde.

Min far stilte spørgsmålet igen i dag, om jeg ikke skulle tage at finde mig et "rigtigt" arbejde frem for det frivillige, som jeg har i en genbrug. Og jo han har da ret, at det ville da være fornuftigt at tjene sine egne penge, da jeg slet ingen indkomst har, grundet den nye SU-reform, men det er ikke let at finde et betalingsjob i dag.
På den anden side, er jeg faldet enormt godt til i genbrugen, og jeg nyder at snakke med ældre, som er der. De er simpelthen så søde, og giver mig kun roser for min gode indsats, og jeg ville da være ked af at stoppe der, hvis jeg skulle være så enormt heldig, at finde et "rigtigt" arbejde, men jeg har jo også min skole at passe. Man kan jo ikke være alle steder på én gang. Dog er der jo ikke længe til læseferien, og så er der jo rigeligt med tid, nu hvor jeg kun skal til én eksamen. Men stadig. Der er så meget, som jeg gerne vil.

Alt her i livet er en stor prioritet. Men hvad skal man prioritere højest? -det som ens fornuft siger, eller det som ens hjerte siger? Jeg vil så gerne hjælpe, hvor jeg kan, men man kan jo ikke hjælpe alle. Man må også huske på sig selv: hvad har jeg lyst til? -men det er svært at tænke sådan, når man hele tiden bliver banket oven i hovedet med: ej du skal gøre det og det. Og: hvorfor gør du ikke det. -Det føles, som en stor bebrejdelse: er det nu det rigtige, som jeg gør? prioriterer jeg forkert? -Selvfølgelig er der nogle ting her i livet, som man må gøre, før at man kan nyde.

Jeg føler mig, som min fars lille marionetdukke. Han forventer altid, at jeg står til rådighed, når der skal ordnes husligepligter, og selvfølgelig skal jeg hjælpe til. Det er da det mindste, som jeg kan gøre! men jeg har bare også så mange andre projekter, som jeg gerne snart vil have afsluttet. Jeg føler, at jeg ikke kommer nogen vegne, med noget af det.

Hvad/hvem skal man lytte til?