For noget tid siden var der en der omtale et socialpædagogisk opholdssted, med elever som værende de værste af de værste! Jeg følte det som et stik i hjertet, da begge mine børn -uafhændelig af hinanden-har været der! Fortalte det til hende, og at det havde været et godt sted i det år de var der, men hun fortsatte. Bla bla - og hun havde arbejdet der i 4 måneder - bla. bla! Blev fuldstændig chokeret af hendes fortolkning af disse børn, og indgangsvinkel til de problemstillinger de havde! Følte at hun stemplede forældrene som værnede uduelige, og det kunne "kun" være deres skyld? Sidenhen har jeg haft en stor lyst til at fortælle hende mine børns historie, men tror et eller anden sted ikke, at jeg kunne trænge ind i hendes fordomme!

For Michelles vedkommende, så startede det allerede i børnehaven. Hun var svær at fastholde i div. aktiviteter og udviste en umodenhed, som jeg ydret bekymring om! Ville gerne have haft ventet et år med skolestart, men det mente pædagogerne ikke ville gavne hende, da hun ville blive den ældste der! Det resulterede også i at vi valgte at lade hende gå børnehaveklassen om - hvilket fulgte hende senere! Sagde ofte " jeg går i x klasse, men skulle have gået i x klasse". Det viste sig tidlig i hendes skolegang, at hun var boglig svag, og blev udadreagerende i frustration! Hvis hun ikke forstod, kravlede hun ind under bordet, forsvandt fra undervisningen, eller kastede noget efter lærerne ! På et tidspunkt havde en praktikant hævet hende ud, da hun var kravlet under bordet - hvilket resultere i af hendes bukser revnede! Jeg blev stik tosset og ringede til inspektøren, og skælde heder ud. Kort derefter kom hun i en specielklasse med 4-5 elever. Det var i og for sig også godt nok, men frustrationerne over bøgerne hang ved! Ofte kom der også konflikter hende og jeg imellem, da hun mente (trods den lave alder) at være den bestemmende part- hvilket hun selvfølgelig ikke fik lov til! I Gik til kommunen (selv om det var mig meget imod) og bad om hjælp. Hun kom på "de værste af de værste" sted i 1996. Det var bestemt at godt år for hende! Hun blev mødt med trøst når hun var ked af det, og støtte når hun blev frustreret! Desværre kunne opholdet kun bevilges for et år, og hun græd så inderligt da vi kørte derfra.

André blev tidlig betragtet som adfærdsvanskelig og jeg som forældre, mente de ikke formåede at videregive rollen som mor, da jeg mistede min i en tidlig alder? I 2000 bad jeg om han kom samme sted hen som hans søster, da det havde været positivt! Det kom han så, men opholdet gav ham langt fra det samme! Kan huske ved et af de sidste møder på stedet, at en af pædagogerne sagde "han har nogen andre problemstillinger, som jeg umiddelbart ikke kan sætte finger på?". Det viste sig at hun havde så ret! Efter André kom hjem igen - kom han i en speciel klasse med andre ligesindede(adfærdsvanskelige). Nægtede at acceptere ham som værende sådan, og forlangte ham undersøgt på Børne og unge psyk. Det tog sådan ca. et år, hvorefter han blev konkluderet lettere mentalt retarderet! For første gang i lang tid kunne jeg ranke ryggen og klappe mig selv på skulderne! Det var sku ikke mig der var noget galt med? At han fik en ny "titel" betyd ikke at han for mig var anderledes. Han var den han var, dog med nogle andre udfordringer!

Jeg er ked af den start livet de hver især fik, og det stoppede desværre ikke her? Forsatte med at kæmpe for de bedste betingelser ud fra de problemstillinger de havde! Heldigvis havde jeg Claus og mine børns fædres fulde opbakning, for ellers var jeg nok gået helt ned med flaget!