Det var ikke pludseligt, mere snigende. Men forleden begyndte minderne at føles som et fængsel mere end en inspirationskilde. Selvom krukken med tanker og indtryk ved gud ikke er tom, er lysten til at skrive det ned pist borte.

Selv nu, hvor jeg vil skrive et dagbogsindlæg om det, falder der et hvidt gardin ned foran mig og tankerne. Det er selektiv skriveblokering, tænker jeg, eftersom jeg lige har afviklet en artikel om min chef og en reportage fra et kursus - jeg skal skåne jer for detaljerne. Problemet er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, når jeg ikke skriver. Jeg kommer til at spise for meget, glo for meget tv, browse som en bulimiker uden at kunne kaste op efterfølgende; kort sagt; gå død fysisk, såvel som mentalt. Skal jeg tvinge mig videre eller følge min slappe krop og mit sløve hoved?