Min strategi er :
At få det generelle energiniveau banket op, så jeg af mig selv har overskud og navnlig lyst til at gøre forskellige ting der giver glæde.

Jeg gik derfor en fin lang tur med den lille glade vovse.
Godt så.
Jeg LØB endda to gange ( det imponerede den overhovedet ikke. Måske opdagede den det slet ikke).

Mit humør er betydelig bedre end det var i formiddags, hvor jeg gudhjælpemig pludselig begyndte at græde mens jeg kørte bil.
Altså, jeg sad ikke sammensunket over rattet og hulkede og hamrede i instrumentbrættet med 80 km/t, - tårerne begyndte bare at pible ud og dryppe ned.
Det føltes mere som noget biokemisk i hjernen end som reel sorg.
Meget underligt.
Jeg kom til at tænke på noget jeg engang har hørt eller læst om det autonome nervesystem : man skal ikke prøve at bekæmpe det, for det er lige præcis det man ikke kan.
Den aktuelle sag handlede om en kvinde der meget let rødmede, og det var hun ulykkelig over og rigtig mange mennesker kunne godt lide at kommentere hendes rødmen.
Hun fik det råd at lade være med at tage sig af det.

Benny Andersen har skrevet en pragtfuld novelle om en mand der reagerer på alting i livet med latter.
Det kunne umiddelbart ses som en god ting, men det er en voldsom social belastning for ham at han fx skriger af grin til begravelser osv.
Han opsøger en virkelig ekcentrisk psykolog/psykiater for at få løst sit problem, -der jo blandt andet gør det svært for ham at finde en partner.
Det er alt for længe siden jeg har læst den, så jeg kan ikke huske nøjagtig hvordan han holder op med sit grineri.
Han begynder at græde i stedet for.
Over alting.
Det er faktisk værre for ham og omgivelserne.
Slut.

Så jeg lod bare de tårer komme og siden forsvinde og håbede processen rensede lidt ud.

Det er rart at sidde her og skrive igen.
Giver en god fornemmelse af samling.