jeg går og jeg går. indimellen løber jeg. landskabet omkring mig er det samme. fyldt med høje træer, de tårner sig op mod en usynlig himmel, der er dækket af kronerne. jeg undrer mig over hvilken farve den har. om den er blå og klar, eller skyet og grå. eller om den er gul eller neongrøn. pastelsort måske. jeg vil aldrig få det at vide. for da jeg begynder at klatre op i træet, træet, som jeg nøje har udvalgt, på trods af at det er præcis magen til alle de andre, begynder det at vokse idet jeg klatrer opad. i det sekund jeg planter min fod på stammen, graver neglene dybt ind i barken for at skubbe mig opad, forlænges stammen, de andre træer følger med. jeg klatrer, træet vokser. jeg er udmattet, men jeg ved, at himlen har en farve, og jeg vil kende den farve, hvor vil jeg gerne smage den. Så inderligt gerne. de snakker alle om den. men jeg er udmattet, jeg er så udmattet, og træerne vokser nådesløst videre, synkront, så at den mindste lille forskydning ikke afslører himlen. jeg klatrer og jeg græder. imens jeg venter på at flyve. på et sæt vinger eller blot på en kortvarig ophævelse af tyngdekraften. eller en hånd. men jeg er helt alene i skoven, og de andre træer har måske engang været som jeg.

Jeg vågner til lyden af ekkoet fra studentervognene. Bilder man sig selv det nok ind, lyder det som den robotagtige hvinen af en metro, der forlader stationen.