Jeg har tre søstre. En ældre. Og to " små "
Det forholder sig sådan at den yngste aldrig kom igang på samme måde som vi andre. Hun er 27 år og har aldrig arbejdet en dag i sit liv. Der skal ikke dømmes på den konto. Efter tiden i et barndomshjem med misbrug og omsorgssvigt blev hun " efterladt " som den med den længste tid alene hjemme. Vi andre er noget ældre og fløj ( blev fjernet ) da hun var ca 10 år gammel. Der hvor vi andre havde hinanden havde hun kun sig selv. Igår havde hun fødselsdag. Hun var trist og hendes mand er netop blevet fyret. Hun sad hjemme og var rigtig ked af det. Den anden lillesøster og jeg kørte hjem og lavede en lille surprise.

Vi vidste godt hun ville blive glad men at hun stortudede da hun så os havde vi ikke regnet med. Det var en dejlig overraskelse. Hun blev glad.

Hun har alle dage haft svært ved at klare sig for den offentlige ydelse. Til trods for at livet har været rigtig hård ved hende kan hun som sådan ikke få hjælp nogen steder fra.

Så idag har jeg købt pakker således at hun kan give sin datter en pakkekalender. Og jeg hjælper gerne.

Hun er nemlig fattig. Hendes børn er fattige. Begge to. Men kun på penge. Udover det har hun skabt nogle rammer for de børn der gør andre misundelige.

Hun finder glæde i de små ting. Og det giver hun videre til sine søde børn.

Der er altid hjemmelavet mad. Der er knus og kram. Der er kærlige grænser. En mor der synger. En mor der trøster.

Jeg elsker den søster lidt ekstra.
Fordi hun i lang tid, inden hun blev fjernet hjemmefra gemte sig hos mig. Hun fik sit andet hjem hos mig og jeg har altid haft en speciel plads til hende i mit liv. Igår fortalte hun mig at selvom hun ikke kunne engelsk dengang var hendes yndlings ord " today og tomorrow " fordi når jeg sagde de ord til vores mor betød det at jeg ville tage hende med mig hjem efter et besøg hos dem.

Selv da jeg fik min første baby boede hun hos os.

Hvor vil jeg hen?

Ingen steder. Jeg elsker hende faktisk bare.