Sidste uge var bare en skidt uge hvor jeg følte at tingene ikke gik op og jeg var ligegyldig for dem jeg elskede. Jeg begyndte at spekulere på om jeg alligevel havde en depression når nu alle de sundhedsfaglige hele tiden mente at jeg havde. Altså personligt har jeg da altid ment at der var en stor forskel på knuder i liver og at være deprimeret, men når folk hele tiden render og siger det og ens humør ikke har været i top et stykke tid så sætter tanken da sig.

Men wow en ændring der er sket. Søndag "gav" kæresten sig og accepterede at tage Silas mandag morgen (og det var heldigt, for natten var lidt grum). Dernæst tilbød han mig massage, købte mig en marcipanbar (jeg ved ikke helt hvor dan tanke kom fra, men den var da sød) og skaffede en film til hyggeaften. Og det var rigtig godt at sidde sammen med ham i sofaen. Og mandag med generelt god stemning - måske lige med nogle små hickups. Men så i dag hvor tingene bare spiller for en gang skyld. Altså, ikke totalt, Silas sked i badekarret til morges. Men han sov for en gang skyld læge om morgenen. Stod op lidt i 8 istedet for kl. 6! Han sov åbenbart også godt i vuggestuen sagde de. Hjemme har han bare været i super godt humør med en masse positiv energi. Danset rundt og taget stort set alt godt. Putningen var jeg lidt nervøs for grundet alt den energi - men han lagde sig bare fint og uden brok og sov. Og mit humør er jo bare tilsvarende godt. Veludhvilet og med energi til rengøring, e-læring og til at være mor og give drengen den opmærksomhed han altid skulle have. Og med god lyst til at pjatte med kæresten på snakke som vi altid burde gøre. Wuptidoo - det er dejligt med sådan en dag. Og jeg er altså ikke deprimeret og har ikke været det. XXX for endnu en god nattesøvn og at antibiotikaen virkelig har løst Silas søvn-problemer.