Klokken var lidt i seks da jeg hørte de første stemmer. Jeg skubbede puden henover hovedet og trillede ind i hjørnet, hvor solen endnu ikke havde fundet vej. Omtrent ti minutters tid efter hørte jeg dét, der skulle få mig til at vælte ud af køjen.
"Pas på, pas på!" råbte danskeren ved siden af os, og der lød en vild rumsteren på dækket. Jeg sprang ud af køjen og væltede ud på gulvet hvor jeg fandt mine shorts. Jeg kom hurtigt i tøjet og kravlede straks på i cockpittet for at se mig om. Nordmanden på styrbord side fumlede rundt i stævnen, i et kejtet forsøg på at undgå, at lade sin, vores og den foranliggende båd støde sammen. I mellemtiden stod danskeren, som lå på vores bagbord side, og forsøgte at skubbe nordmanden, som havde ligget noget-nær inderst i hele rækken, væk fra sig selv og ud i havnehullet. Endnu en kaotisk morgen i Skagen havn.

Efter at have sendt nogle nordmænd afsted på togt, besluttede vi selv at kaste fortøjningerne. Vi ville næppe kunne falde i søvn igen efter sådan en vækning, så kaffen blev sat på bordet, og så var der morgenmad. Klokken syv-halv-otte sejlede vi ud af havnen, hvor langt de fleste - heldige som de er - stadig lå og sov i deres både.

Klokken 12-13 ankom vi i Sæby. Solen stod højt - det gør den faktisk stadig - og vi besluttede at gå en tur i byen. Her er så hammer charmerende. Det er svært ikke at misunde byens borgere. Jeg tror ikke de er klar over, hvor godt de faktisk har det. Efter en lang gå-tur, lidt frokost, et stop efter øl og en mindre shopping-seance, vendte min kæreste og jeg tilbage til båden, for at søge ly for den brændende sol. Her sidder jeg endnu. Det er varmt. Mine fødder er solskoldede. I morgen tager vi nok til Hals.