Nogle gange gør det ikke kun psykisk ondt, det er nærmest en fysisk smerte, at vide du er væk og ikke kommer tilbage.
Har jeg overhoved ret til at føle så'n her, når du "kun" var en brother from another mother, og ikke min biologiske bror?
Både dig og din søster har altid været som søskende for mig, i betyder ligeså meget som mine rigtige brødre og jeg ved at min lillebror har det på samme måde - du var også som en bror for ham. Jeg tror også min ældste bror har det så'n, men jeg har ikke hørt ham sige det.
Jeg synes jeg har ret til at være ked af det og græde, men har jeg ret til at være SÅ ked af det eller virker det overdrevet og åndssvagt?
Jeg ved det ikke... ved bare at jeg savner dig og ikke kan forstå at du ikke kommer tilbage. Synes det er f*** unfair at du er væk og er SUR fordi du ikke passede på dig selv.

Ku en eller anden ikke lige fortælle mig at det er en dårlig joke og at du ikke er død?