Jeg ved ikke altid, hvad jeg føler. Hvad jeg tænker. Hvem jeg er. Og det sidste stykke tid, har jeg ikke vidst noget.

Jeg hader at vise svaghed. Jeg elsker at være stærk, at kunne bære byrder og stadig stå med rank ryg. Jeg hader at græde. Selv hvis der ikke er nogen der ser det - er der det, er det kun værre. Jeg ved nemlig, at hvis jeg først begynder ryger jeg ned i et hul i en dag eller to.. Måske en uge eller tre. Jeg er ikke svag. Vel?

Jeg har været hjemme de sidste to dage på trods af, at jeg burde passe på mit fravær. Oveni det er der nogle fag jeg har svært ved at følge med i, så det hjælper ikke ligefrem. Jeg har godt nok været syg, men jeg kunne godt have været i skole i dag. Nu er jeg stort set rask. Alligevel føler jeg mig syg. Hele min krop er øm og gør ondt. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg orker ikke noget. Jeg hader alt. Og jeg hader mig selv. Jeg føler mig... ubrugelig.

Jeg beskriver tit mig selv som en glad pige. Livsglad. Smilende. Og det er jeg måske stadig. Smilende i hvert fald. Men ikke så meget, hvis der ikke er mennesker i nærheden eller hvis jeg har ikke har lavet noget der virkelig gør mig glad. En weekend med nogle gode begivenheder kan holde i flere dage, men der skal intet til for at hive mig ned igen, og det er som om, det kun bliver værre. Jeg kan ikke kende mig selv.