Jeg har for nylig set den berømte film, The Fault in Our Stars. Unge elskende med kræft og deres store mod. Selvom det "bare" var en film, virkede det så ægte. Så ærligt. Og nu hvor jeg læser en bog, der minder om, strømmer tårerne bare endnu engang. Hvor slemt jeg end har det selv, kan jeg ikke tænke på andet end, at der er de, der har det værre. Selvfølgelig skal man give sig selv lov til at have ondt af sig selv; al smerte er smerte.
Men tænk hvad folk går igennem. De sidste 3 år har fire af mine venner mistede en forældre til kræft. 2 af dem inden for 1 uge. Og stadig holder de hovedet højt - så højt som det kan holdes selvfølgelig. Det er beundringsværdigt, hvad de kan og gør. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis det var mig.

Livet er til tider uretfærdigt, og en skam at verden ikke er ønskefabrik. Vi kunne virkelig bruge en.