Jeg har det lidt som om mit liv er igang med at smelte og blive til en stivnet pøl på gulvet. For en gangs skyld er jeg usikker på hvad jeg skal gøre, fordi noget jeg har lyst til rent faktisk ville komplicere mit liv mere end det ville gavne det. Jeg er ikke vant til at stå over for sådanne dilemmaer, da situationer normalt står ret klart for mig. Nu ved jeg hvordan mine venner har det når de vender deres problemer med mig.
Jeg har stået overfor sådanne problemer før, men så snart de er ovre og løst glemmer jeg dem altid, og går tilbage til mit vanelige stadie af indbildsk uovervindelighed. Som når man har et slemt sår og man tænker man aldrig vil sætte sig selv i fare igen, men så snart det er helet tænker man ens hud er lavet af beton.
Alting har en aura af 'urgh' omkring sig for tiden.