Det er begyndt at blive tidligt mørkt. Hvilket jo nok er en ganske naturlig følge af det faktum, at det er gået hen og blevet november. Movember. NaNoWriMo.
Alle de projekter, jeg burde sætte mig selv i gang med.
Alle de projekter, jeg ikke får skubbet ordentligt fra start, fordi jeg ved, at jeg ikke har kapacitet til at færdiggøre dem alligevel.
Æv.
Gutterne har fyret op under en god gang drengerøvsaften med computerne, smøgerne, humøret tændt. Udenfor sender gadelygterne lyskegler mod asfalten. Jeg kan se dem gennem det åbne vindue, som sender kulde ind og røgen ud.
Det er lidt en møgvane, jeg har fået mig der. Det dér rygning... Men pest eller kolera, vinterdepressionen er vist ved at gøre sit indtog, så i grunden er jeg ganske fuldstændigt ligeglad.
Jeg kunne bare godt bruge en kop kaffe.
Mit energiniveau har ikke den største gavn af den tidlige skumring. Jeg falder tidligt om på madrassen og vågner som følge før, end jeg burde. Især taget i betragtning, at det er gået hen og blevet weekend. 08:21, hvad er det dog for et ugudeligt tidspunkt på en lørdag. I bund og grund burde jeg bare have lagt mig til at sove igen, men jeg var jo hjemme og besøge de gamle, for en gangs skyld med overnatning, og så er der jo ikke mange andre valmuligheder end en madras på gulvet.
Nu sidder jeg så her, i Gustavs seng, mens tiden lige så stille bevæger sig forbi i lyskeglerne udenfor, og venter på, at aftenkaffen kommer frem. Jeg småfryser og har trukket hans dyne henover mine ben, laptoppen hviler på mine knæ.
Jeg tror bare, jeg læser videre nu.