sidder lige og betrager min smukke datter :-)
Er der nogen smukkere end en baby, der tillidsfuld og total hjælpeløs bare nyder livet som ingen andre forstår at nyde det, uden en eneste bekymring i verden...?!
Tænk hvor meget dejligere vores liv kunne blive, hvis vi bare skar bekymringer ud af det... De er jo ikke nødvendige. At bekymre sig er ligesom at sidde i en gyngestol: Man kan bruge alt sin energi på at rokke frem og tilbage, men man kommer ingen vegne alligevel.
Hvorfor er mennesket så, så snart det når en vis alder så travlt optaget af at bekymre sig? Hvad lykke bringer det os?
Jeg øver mig selv på ikke at bekymre mig... det kan være lidt svært, men jeg holder bare fast i én tanke: Uanset hvad der sker, så vil jeg altid klare det, så længe jeg er sammen med dem jeg holder af. Alting ordner sig!