I disse dage er det ved at hænge mig ud af halsen at være medlem af Facebook. For jeg bliver ustandselig bombarderet med historier om lykkelige, velfungerende mennesker, der flytter sammen med deres lykkelige, velfungerende kærester. Og efterfølgende får disse mennesker, der lever i tilsyneladende problemfri forhold, perfekte børn, og tilfredsstiller dermed den ultimative forestilling om 'det normale liv'.

Og jeg føler mig tæskeudenfor og smadderforkert. Jeg bilder mig selv ind, at jeg gerne vil være en del af 'normen'. Jeg ser det fra en eneste synsvinkel, hvor jeg kun ser alle 'happy-happy, joy-joy'-elementerne. Og ikke kan se nogen downsides. For de tilsyneladende lykkelige mennesker i deres tilsyneladende problemfrie forhold LIDER jo ikke af jalousi nogensinde. Og de skændes helt sikkert ikke, hvis de føler, at deres partner taler for hårdt til dem. Se. Det er jo åndssvagt. Men jeg bilder mig ind, at alle mennesker, der VÆLGER at få børn med hinanden lever i en anden dimension, hvor man ikke kan hidse sig op over noget, eller være usikker på sig selv.

Jeg ved, at det bare er en løgn. Jeg ved, at især Facebook hyller andre menneskers verdener ind i rosenrøde skær. Jeg ved, at jeg ikke er forkert. Jeg kunne godt tænke mig at bo sammen med en kæreste. Bare for at se, hvordan man tackler det. Og om det er så awesome, som de siger.

(Jeg ved, at jeg er blevet provokeret af at finde Olivers eks' indekserings-ark af alle 'deres' film. Ligesom jeg blev provokeret, da jeg fandt Jespers eks' indekserings-ark af alle 'deres' opskrifter. Det handler om, at de LAVEDE et fællesskab. De havde ikke bare noget hver for sig, de lavede noget, som de kaldte 'deres'. Og det provokeres jeg af. Fordi jeg aldrig er blevet spurgt om jeg ville LAVE et fællesskab med et andet menneske.)

Nok brok.
Jeg er ikke forkert. Jeg er fandme lækker. Og awesome.