Jeg begik den fejl at læse nogle af mine gamle dagbogsindlæg herinde. Nogle gange ældes minder bedst, hvis man ikke får dem direkte fra sin egen mund. Og hvor var jeg dog en ulidelig teenager. For tre år siden. Still is.

Nu har jeg på en uge kun nået en ottendedel af, hvad jeg havde sat mig for. Det er utroligt hvor mange undskyldninger man opfinder, og så bagefter har det hæsligt med ikke at have lavet noget reelt. Måske er mit problem det samme, som med at genlæse de gamle dagbøger. Jeg er ved at rette og nærlæse manuskriptet, men farer op under loftet som en forvirret flue, hver gang der er noget der ikke giver mening. Hvad? Hvem? Hvor? Hvorfor skrev jeg det? Argh! Men nu hvor jeg er over point-of-no-return kan jeg lige så godt piske mig selv videre.

Jeg trænger til at blive lidt provokeret. Sidste gang jeg satte mig ned og skrev 100 sider i stræk, havde jeg næsten begået den fejltagelse at slutte mig til et D&D projekt, hvor historien var en dårligt copypastet udgave af midtersektionen i Fellowship of the Ring. Det var en samtale med en af de andre spillere, der hævdede "at hun da var pisse god, hende der havde skrevet det", der fik mig i sving. Bare fordi jeg skulle vise ham bedre. Og fordi jeg er så forbandet elitistisk. Det er en hæslig tilgang, men den virker.
Hvor jeg dog hader at redigere. Det er som en slåskamp med et dummere, mere naivt tidligere jeg.

Nordmanden bad om lov til at læse, og jeg stak ham v1. Han læste første kapitel, klukkede på de rigtige steder og gav mig et meget brugbart råd der rent faktisk drev retteprocessen frem. Måske skal jeg bestikke ham med Magic Cards til at læse resten. Han, der ellers insisterer på at alle andre forfattere end Hemingway og Cormac McCarthy er øjebæ. Nu venter jeg bare på svar fra undulatpigen. Hun var med til at kultivere ideerne da jeg lagde plottet i efteråret, så det skal nok blive spændende at se hvad hun siger. Og hvem jeg ellers har kylet de mange sider efter. Hvor jeg dog føler mig som en sucker, når jeg kryber op bagfra på folk og siger med hæs stemme "nååårh, hvordan går det så med at læse? Gnnnrrggllrrrrrrrrsssslllg." For så at forsvinde i natten som det ottebenede monster med gul pels, jeg føler mig som.

Jeg har fået sådan en lyst til at købe mig en motorcykel og køre hele vejen fra Oslo til Nordkapp. Too bad at jeg ikke engang har råd til en billet derop. Men for pokker - vi har to uger, før vi skal tilbage til Danmark. Og det er begrænset hvor mange gange man kan gå rundt om det samme bjerg, før det bliver kedeligt. Eller, klippeknold. Jeg savner bjergene. De rigtige bjerge, hvor der er sne og får og knot og højt til himlen.

Måske burde jeg bare komme i gang, og få lavet et ærligt stykke arbejde...