jeg begyndte i gymnasiet idag. Kom i 1x sammen med en sød pige jeg mødte i aulaen. Jeg kender kun to af drengene eller ingen. Jo så ved jeg hvem en af de andre drenge er. Men jeg kender ingen af pigerne. Nå men egentligt burde jeg jo være vildt glad, det var en god dag i skolen, jeg har allerede fået nogle søde nye venner, og alle i klassen virker rigtigt søde. Og det går udaftil også perfekt med kæresten, så hvorfor er jeg ikke lykkelig? Jeg er totalt nedtrykt, og deprimeret. Savner at snakker med nogen.. Men jeg kender ingen jeg har lyst til, at snakke med. Faldt over et digt af Michael Strunge, da jeg bandt bøger ind. Det hedder glas, og starter noget i stil med dette '' jeg savner en jeg holder af men jeg har glemt hvem det er'' sådan har jeg det helt præcis. Jeg er begyndt, at få flere af disse neture... Jeg ved ikke hvorfor, men jævnligt har jeg det som om hele verden falder ned i hovedet på mig og, at det slet ik er til at overskue. selv min kæreste skubber jeg fra mig, på den mest onde måde. jeg er en total bitch over for ham. Når jeg sidder og skriver om ham, eller bare tænker på ham, savner jeg ham helt vildt. Men når jeg så får ham i røret, bliver jeg vildt led, og behandler ham ikke ret godt. jeg overvejer også hele tiden, at slå op med ham... jeg aner ikke hvad der sker, jeg elsker ham jo.. er bare psykisk besat af den følelse, at jeg SKAL ødelægge det hele for mig selv.. Det hele er meget uoverskueligt lige nu. Jeg har fri imorgen og møder rigtigt torsdag og bare det, at vi skal have idræt der, er total uoverskueligt for mig.... Jeg trænger virkeligt til, at snakke med nogen. Håber, at der snart dukker nogen op, som jeg kan og vil snakke med.. Har brug for det.. knuser