Det stikker i mine ører. Stilheden er en nål, som kanter mit liv, med små bidende sting. Jeg er hjemme igen under sneens dyne. Pakket ind i sædvanen, rutinen og kolde fingre. Bag mig ligger en uges varme minder. Et savn.
Sao Paulo
De fattige ligger som byens svedafsondringer presset op mod byens kant. Deres beskidte fødder stikker ud som afsvedet svovl. Byens asfalt knækker og opsluger støv og skidt og disse ubetydelige menneskelige partikler. Dens rytme afspilles af dækkene på en airconditioneret bus, hvis kølige og stødabsorberende væsen tordner over de døde huller. Gennem tonede ruder ser vi byens skæve tænder. Raterarisrede og afkølede indtryk. Det hullede gebis som anes gennem varmens pudder. Farverne skråler frem fra et dybt svælg, som høje, modige og flamboyante stemmer, overalt i skingre nuancer. Der er farver, frugter og smag dér, som ikke findes andre steder. Der er overflader hvis teksturer udgør sjældne hemmelige landskaber. Man kan smage mennesketætheden i luften. Sveden, urinen og dieselolien. Topografien er blød og organisk som kvindebryster, og hård og sårbar som to forslåede knæ.
Den her kulde slår mig helt i jorden. Det er som om den river ansigtet af, og man går rundt som flosset kød under jakker og tørklæder. Jeg har spist mig huld til i hygge. Det skal hurtigst muligt stoppe.