Onsdag aften fandt jeg mig selv siddende på et højt stillads og tænke " Vil jeg egentlig dø for dette job" ... og .... " Hvem vil egentlig komme til min begravelse? Direktionen? Ledelsen?". Jeg kravlede ned i sikkerhed igen og ringede til et par tømrer - budgetoverskridelse eller ej. Jeg er kommet op til overfladen igen efter et par umådeholdne hårde uger. Jeg begyndte weekenden fredag, hvor jeg tog en hjemmearbejdsdag, hvor jeg bare sov. Ugerne er gået med uafbrudt stress og arbejde, og torsdag aften blev en af de store sløjfer bundet. Jeg har fået ros og anerkendelse, ja, men folk vil have mere. Og mere vil have mere. Og det holder aldrig op. Jeg tillod endelig mit martrede korpus at lukke helt ned. Jeg har ikke rørt min mail hele weekenden eller skænket jobbet en tanke. Jeg har bevæget mig på en mærkelig grænse mellem stress og eufori. Når jeg ligger i min seng om aftenen er mit indre en spejlbeklædt mosaik, hvor jeg ser glimt af flygtige idéer, hvor jeg afspiller ugens input og det hele flimrer og sitrer og ikke vil lade mig i ro. Min søvn er pixeleret og støjende. Men weekenden har givet mig mange timer med en dyb søvn og stilhed.

Det er tyve dage siden jeg sidst har skrevet et indlæg her. Jeg tror ikke det er sket en eneste gang det sidste halvandet år, at der er gået så lang tid imellem. Og jeg synes ikke jeg kan ryste nogle interessante ord ud. Jeg er helt tom.